
At formidle ens viden er en absolut gave, og jeg kan ikke få nok af at formidle min passion indenfor primært musik, men ikke mindst tysk sprog og kultur samt verdenslitteratur. Jeg har de seneste år holdt foredrag på Rønshoved højskole, Løgumkloster Højskole, i sognehuse og AOF. Dertil er jeg ganske betaget af fællessang og den danske sangskat, hvorved jeg også udbyder fællesarrangementer, hvor jeg akkompagnerer til. Til selve foredragene ynder jeg også at starte og slutte med fællessang fra Højskolesangbogen. Nedenunder er der et udvalg af foredrag, og næsten alle foredrag kan tilpasses netop jeres tidsramme. Der er to afsnit: MUSIK , FÆLLESSANG og TYSK SPROG, KULTUR OG LITTERATUR.
Musik
Om symfoniorkestrets udvikling fra Mozart til Mahler
Klassisk musik er utænkeligt uden dets største kompositionsform: Symfonien. Det er symfoniorkestret, der får disse mesterværker til live, men ligesom alt andet skulle symfonien og dets orkester også have en begyndelse. Der er et væld af instrumenter i et symfoniorkester, og igennem nogle af de største værker i musikhistorien, skal vi dykke ned i disse instrumenter, hvordan de fungerer, og netop hvorfor de er en del af den klassiske besætning. Det bliver et foredrag med heltemodige horn, futtende fagotter, pompøse pauker og meget mere.
Norges nationalkomponist Edvard Grieg og klaverkoncerten
Få nordiske værker har fået så betydelig rolle som Griegs klaverkoncert i a-mol, op. 16. Norges nationalkomponist, Edvard Grieg, var dybt inspireret af norsk folkemusik, da han skrev koncerten, og man kan nærmest høre fjeldene, birketræerne og Bergen i musikken. Men hvordan kan man tale om genkaldelsen af et sted i musik? I foredraget vil jeg fortælle om Grieg og hans samtid og det nationale i musikken med den forrygende klaverkoncert som eksempel. Vi vil altså komme til at forstå, hvorfor Grieg fik den betydning, som han fik, og men ikke mindst vil vi lære at kende et af de mest fantastiske stykker i klaverlitteraturen med rigelig af musikalske eksempler. Se video ved siden af som forsmag på foredraget.

Den største musikalske digter: Om J. S. Bach og kirkekantaterne
I sit virke som kantor ved Leipzigs Thomaskirke skulle J.S. Bach (1685-1750) stå for musikken til alle gudstjenester i kirkeåret. Det musikalske højdepunkt ved disse gudstjenester var kirkekantaten: En musikalsk udlægning af dagens bibelbudskab for orkester og kor. Vi vil denne aften dykke ned i Bachs liv og virke i Leipzig samt et udvalg af de smukkeste stykker fra Bachs kirkekantater.
Når pophistorie bliver til historie: Om The Beatles og Elvis’ betydning for popmusikkens udvikling
Musikken er med os til livets store begivenheder og til hverdag – nu om dage tapper vi musik, som vi gør med vand fra hanen. De fleste lytter til pop-musik, men hvad er pop-musik? Er pop-musikken den samme nu, som da The Beatles var nr. 1 på hitlisterne?
Vi vil kigge på den „klassiske“ pop-musik med bl.a. Elvis og The Beatles, hvordan samtiden behandlede dem som kunstnere, og hvordan de og deres musik står i dag – De er nemlig centrale eksempler på popmusikkens historie og udvikling. Til sidst skal det nævnes, at der selvfølgelig vil være rigeligt med musikalske eksempler!
FÆLLESSANG
Friest er dit åndefang, når du drager det i sang: Om højskolesangbogens udvikling og den danske sangskat

Højskolesangbogen er lige kommet i sin nyeste form med den 19. udgave, og det er kun et vidne om, at Danmarks “sangbibel” er i udvikling. Foredraget er delt op mellem sang fra vores folkelige sangskat og fortællinger om fællessangens udvikling fra C. F. Weyse til Jens Rosendahl. Vi skal forstå fællessangens opståen, udviklingen og moderne problemstillinger fra melodi til tekst. Mest af alt skal vi synge!
Den danske sangskattejagt – Sangaften med rigelig mængder fællessang
Vi skal ud på et eventyr efter den danske sangskat med fællessang som vores transportmiddel. Som kaptajn fra klaveret vil jeg lede vores besætning igennem en aften med fantastiske fællessange og historier om sangene. Temaerne strækker sig fra Carl Nielsen til Kærlighedssange, men også mere historisk som Genforeningens sange. Vi tager udgangspunkt i den danske sangsskats bibel, Højskolesangbogen, og jeg skal nok sørge for sangtekster mm. til alle.
TYSK SPROG, KULTUR OG LITTERATUR

Kafka, krybbet og den katastrofale identitet: Om novellen Forvandlingen
“Als Gregor Samsa eines Morgens aus unruhigen Träumen erwachte, fand er sich in seinem Bett zu einem ungeheuren Ungeziefer verwandelt.” Sådan begynder Kafkas mest velrenommerede novelle, og den er mesterværk sjældent set lige. Foredraget vil gå i dybden med novellen og identitet – for hvem forvandles egentlig? Familien eller Gregor? Det bliver relevant, hjerteskærende og mesterligt!
Rechtsruck i det gamle Østtyskland: Hvorfor er højreekstremismen stadig en realitet i Tyskland?
De seneste årtier har der været tilgang til den ekstreme højrefløj i Tyskland, noget som man troede skulle være fortid efter 2. verdenskrigs afslutning. Det sker primært i Østtyskland, som 30 år efter Tysklandenes genforening stadig er mærket af tiden fra jerntæppets realitet. For at forstå dette dykker vi ned i Tysklands genforening og følger for den enkelte tysker. Derudover skal vi se på, hvordan højreekstremismen udfolder sig i dag med eksempler fra højreekstremistisk kultur med Rechtsrock og alternative medier. Vær klar på at se en side af Tyskland, som de færreste ved fungerer.
Hvad koster et foredrag?
Kontakt undertegnede for et uforpligtende tilbud, da prisen især afhænger af arrangementets længde og evt. kørsel.
Kontakt:
Marcus Nygaard Pedersen
51756049 | marcus.n.pedersen@outlook.dk
